Leave A Comment Cancel reply
Fashion Dreaming
Her finder du de danske tekster til de engelske videoer på Designmuseet Danmark.
“Nu, hvor jeg nærmer mig afslutningen på min karriere, tænker jeg ofte på de fremskridt, vi har gjort.
Som globalt samfund har vi lært at ære de hænder, der skaber, og på de historier, der er vævet ind i hver eneste tråd. Genopdagelsen af kulturarven og håndværkstraditioner har bragt os tættere på vores rødder.
I modeindustrien har vi genfundet vores rødder gennem samarbejder med lokale samfund om at bevare og genoplive truede håndværk. I Sydamerika er vores forfædres tekstiler blevet genopdaget og fået ny betydning. For eksempel er lamauld fra Andesbjergene, de naturlige farvestoffer udvundet fra regionens oprindelige planter, og de håndvævede ponchoer blevet symboler på stolthed, respekt og bæredygtighed.
Jeg har personligt brugt mit liv på at lære fra de oprindelige vævere. Min rejse har bragt mig til fjerntliggende landsbyer, hvor bedstemødre har delt deres forfædres teknikker med mig. Sammen skabte vi tekstiler, der ikke kun ærede traditionerne, men også var med til at forme fremtiden.
Et af de mest mindeværdige øjeblikke i min karriere var, da en ung pige fortalte mig, at hendes bedstemors vævninger var udstillet i Paris. Det var et øjeblik fyldt med anerkendelse – en bekræftelse på, at lokalt kunsthåndværk fortjener en global scene.
Vi har brudt med den kolonialistiske tanke, der prioriterede industriel effektivitet frem for godt håndværk. Vi har lært, at det håndlavede ikke handler om langsommelighed – det handler om at skabe noget dybt betydningsfuldt, med klare intentioner og langvarig værdi.
Mit største ønske for kommende generationer er, at de vil bevare og ære disse traditioner med samme dedikation og ildhu. De skal forstå, at vores sande identitet ligger i det, vi skaber, ikke i det, vi forbruger.”
“Nu, hvor jeg nærmer mig afslutningen på min karriere, ser jeg tilbage på den transformation, vi har gennemgået.
Som et globalt samfund indså vi til sidst, at affald ikke bare var et miljøproblem – det var en ressource. Med repair-caféer og community-workshops skabte vi ikke bare bæredygtige løsninger, men også stærkere fællesskaber for, hvordan vi kunne forvandle vores samfund.
I modeindustrien var innovation ikke længere et valg, men en nødvendighed. Sammenbruddet af fast fashion var voldsomt – kendte mærker forsvandt fra den ene dag til den anden, og forsyningskæderne, som vi havde taget for givet, kollapsede. Men ud af det kaos opstod en ny modstandskraft og evne til at tilpasse sig. Designere indgik partnerskaber med lokale håndværkere og teknologer for at genbruge materialer, der ellers ville ende som affald. Cirkularitet var ikke længere bare en trend – men en nødvendighed. Tøjbyttedage erstattede de klassiske udsalg, og garderoberne blev mindre, men mere betydningsfulde, fyldt med genstande, der bar på personlige historier.
For mig startede jeg ikke som aktivist – jeg var en designer, der elskede at skabe smukke ting. Men skønheden mistede sin værdi, da jeg indså, hvor stor en belastning min kreativitet var for miljøet. Jeg begyndte i stedet at undervise i community-workshops, hvor jeg lærte folk at genbruge deres gamle tøj. Det, der begyndte som en lille gruppe, udviklede sig hurtigt til en bevægelse. Et af mine stolteste øjeblikke var, da en gruppe skolebørn holdt deres patchwork-kreationer op, og sagde, at de havde skabt noget, der var bedre end noget nyt.
Vi overvandt myten om, at perfektion kun findes i det nyeste. I stedet lærte vi at værdsætte det uperfekte, det reparerede, det genopfundne. Tøj blev en historie – en forbindelse mellem fortid og nutid, mellem skaber og bærer.
Mit håb for den næste generation er, at de fortsætter med at værne om denne relation. At de ser affald ikke som en byrde, men som en mulighed – og at de finder skønheden i de historier, materialet bærer på.”
I modeverdenen gik vi fra tomme symboler til konkrete handlinger. Vi begyndte at designe til alle kropstyper, evner og identiteter—ikke som en undtagelse, men som selve fundamentet for vores design. Tilpassende mode, der tidligere var en niche, blev nu en integreret del af branchen, og hvor funktion og æstetik gik hånd i hånd. Jeg husker stadig de første verdensomspændende modeshows, hvor modeller i alle aldre, størrelser og forskellige forudsætninger gik side om side. Klapsalverne var ikke kun målrettet tøjet, men også det det repræsenterede.
Jeg husker, at forandringen for mig startede med frustration. Jeg så venner, som slet ikke kunne spejle sig i det tøj, de havde på, og hørte historier fra marginaliserede grupper, der følte sig overset og usynlige. Jeg begyndte som konsulent og hjalp brands med at gentænke, hvordan de kommunikerede. Over tid blev jeg mere og mere engageret og begyndte at arbejde direkte med designere for at samskabe kollektioner, der havde en oprigtig forankring i autenticitet. Mit stolteste øjeblik var, da jeg arrangerede en designkonkurrence, hvor unge kreative samarbejdede med en gruppe underrepræsenterede ældre, og lærte de håndværk og gav liv til historier, der ellers aldrig ville være blevet fortalt.
Vi lagde idéen om, at værdi kun findes i eksklusivitet, bag os. Vi forstod, at ægte værdi findes i inklusion—i at designe en verden, hvor alle kan genkende sig selv.
Mit håb for den næste generation af professionelle modedesignere er simpelt: Glem aldrig, hvad vi har lært. Fortsæt med at stille spørgsmål til, hvilke historier der mangler at blive hørt, og hvilke behov der stadig findes ude i verden. Og husk, at når mode er bedst, handler det om mennesker—ikke om perfektion.”
“Når jeg nu nærmer mig afslutningen på min karriere, tænker jeg tilbage på den fine balance, vi har opnået.
Som globalt samfund var vi tæt på at miste noget vigtigt. Teknologien udviklede sig hurtigt, men tog ikke rigdommen i vores traditioner med. Der var en periode, hvor det virkede som, at vi troede, at fremskridt var det samme som at give slip på fortiden. Men vi indså langsomt, at vi ikke kunne bevæge os fremad uden at bevare forbindelsen til vores oprindelse. Teknologi blev ikke længere en hindring, men en bro, der forbandt os med vores rødder.
I modeindustrien begyndte vi at integrere traditionelle og glemte teknikker med digital innovation. Designere brugte kunstig intelligens, ikke for at erstatte den menneskelige kreativitet, men for at bevare den—ved at scanne og genskabe mønstre, som ellers ville være gået tabt. Håndværkere arbejdede tæt sammen med ingeniører for at skabe tøj, der forenede håndvævning med 3D-print. Det var ikke nemt. Der var ophedede debatter, endda protester. Men langsomt, næsten uden at vi opdagede det, fandt vi en balance.
Min rejse startede i teknologiens verden, hvor jeg arbejdede med AI-systemer, der automatiserede design. Men noget føltes altid tomt. Først da jeg begyndte at tilbringe tid sammen med min vens bedstemor, en mester i at brodere, gik det op for mig, hvad der manglede. Sammen begyndte vi at digitalisere hendes mønstre for at sikre, at de kunne bevares. Mit stolteste øjeblik var, da hendes værker blev udstillet i et galleri, side om side med futuristiske designs—et bevis på, at både det gamle og det nye kan eksistere side om side.
Vi overvandt frygten for, at teknologi ville udslette traditionen. I stedet brugte vi den til at styrke og bevare skønheden i det, der allerede var, og sikre, at det kunne udvikle sig sammen med os.
Mit håb for den næste generation af modedesignere er, at de fortsætter med at bygge broer. At de ser innovation som en måde at samarbejde med traditionen på, ikke erstatte den. Jeg håber, de skaber en fremtid, hvor både det gamle og det nye får plads og bliver værdsat.”
Som et globalt samfund har vi erkendt vores dybe forbindelse til Jorden og stået sammen for at kæmpe for planetær retfærdighed.
Som modeindustri har vi løsrevet os fra vores destruktive fortid og skabt veje til blomstrende modeøkologier og cirkulære forretningsmodeller. Uafhængige designvirksomheder har haft stor succes.
Som professionel i branchen har jeg set modeindustrien transformere sig, da vi omfavnede etiske principper og bæredygtighed. Vi samarbejdede med mangfoldige samfundsgrupper og innovatører for at skabe tøj, der respekterede både mennesker og planeten. Denne nye æra prioriterede gennemsigtighed, regenerative materialer og cirkulære modeller, og redefinerede mode som en kraft for positiv forandring.
Det øjeblik, der skiller sig mest ud i mit arbejdsliv, er det tidspunkt, hvor den sande økologiske omstilling begyndte. Sammenbruddet af fast-fashion gav mindre og mere etiske brands mulighed for at trives, og cirkulære forretningsmodeller blev normen.
Vi overvandt dominansen af lavkvalitets- og masseproduceret tøj og den miljøskade, de forårsagede.
Nu er mine ønsker for den næste generation af professionelle, at de fortsætter med at lytte til Jordens og dens forskellige livsformers behov og spørger ind til, hvordan mode kan tjene dem.”
“Nu hvor jeg nærmer mig slutningen af min karriere, vil jeg gerne reflektere over de betydelige fremskridt, vi har opnået. Som globalt samfund er vi blevet klar over, at tøj ikke bare er en vare—det er en fælles ressource. Vores digitale platforme har åbnet op for, at vi kan tilgå mode uden nødvendigvis at eje det. Denne ændrede tilgang har demokratiseret mode på en måde, vi aldrig har set før.
Som udvikler af digitale modeplatforme har mit arbejde fokuseret på at skabe de systemer, der driver den cirkulære økonomi. De forskellige platforme gør det nemt for folk at købe, sælge, bytte og leje tøj. Gennemsigtighed er kernen i det hele—vi sporer hver enkelt vares livscyklus, så kunderne kan træffe informerede valg.
Det øjeblik, jeg er mest stolt over i min karriere, var, da jeg så det system, jeg havde været med til at udvikle, facilitere millioner af udvekslinger hver dag. Det forbandt forbrugere verden over, som delte, gensolgte og genbrugte tøj på en gnidningsfri måde. Mode var endelig blevet en del af den delte økonomi.
Vi overvandt besættelsen af ejerskab. Vi indså, at adgang—ikke besiddelse—er fremtiden.
Nu er mine ønsker for den næste generation af professionelle, at de fortsætter med at innovere inden for de digitale platforme og finder endnu nemmere og mere gnidningsfrie måder for forbrugere at engagere sig i cirkulær mode.
Lad dem se, at den sande værdi ligger i, hvor mange liv et stykke tøj kan berøre.”
