Begrebet planetariske grænser, som oprindeligt blev foreslået i 2009 af et internationalt forskerhold under ledelse af folk som John Rockström fra Stockholm Resilience Centre og Will Steffen fra Australian National University, kaster lys over ni kritiske processer, der er afgørende for jordens økosystem. Blandt disse processer er tre forankret i det, vi udvinder fra miljøet, herunder tab af biodiversitet, udtømning af ferskvand og jordforringelse gennem aktiviteter som skovrydning. De øvrige seks processer tilskrives det affald, vi udleder, lige fra drivhusgasser, der bidrager til klimaforandringer og forsuring af havene, til materialer som plastik, beton, syntetiske kemikalier og genetisk modificerede organismer samt aerosoler og kvælstofoverbelastning fra gødning.

Denne forståelse af de planetariske grænser danner grundlag for et paradigmeskift i vores tilgang til design og udvikling. I stedet for at se disse grænser som begrænsende grænser, der hindrer fremskridt, bør de ses som vejledende principper – en plan for, hvad man kunne kalde “planetariske designbeskrivelser”. Disse briefs fungerer som kreative begrænsninger, der opfordrer os til at tænke innovativt om alternative måder at forme, bebo og sameksistere med vores planet på.

I denne sammenhæng bliver det afgørende at identificere, hvilke vækstgrænser der er relevante i specifikke sammenhænge, og at specificere dem, så de kan anvendes i praksis. Denne tilgang kræver et tværfagligt perspektiv, der trækker på indsigter fra både natur- og kulturvidenskab. Det handler om at anerkende, at menneskelige aktiviteter er sammenflettede med den naturlige verden, og om at anerkende, at forskellige discipliner er indbyrdes forbundne, når man skal løse globale udfordringer.

Begrebet planetariske grænser krydser også med diskussioner om den antropocæne epoke, et begreb, der udfordrer traditionelle skel mellem natur og kultur ved at anerkende menneskelige aktiviteter som en betydelig geologisk kraft. Denne erkendelse giver anledning til refleksion over, hvordan vi kan navigere i kulturelle overgange og integrere forskellige perspektiver, herunder perspektiver fra design, arkitektur og kunst, i vores svar på miljømæssige udfordringer.

Det er dog ikke uden udfordringer at indgå i en sådan tværfaglig dialog. Det kræver, at man nedbryder barrierer mellem discipliner, sektorer og politiske ideologier for at fremme samarbejde og kollektiv handling. Selv om der kan være forskelle i discipliner, etik og politikker, er der i sidste ende kun én jord, hvilket understreger, at det haster med at overskride grænserne for at sikre vores planets fremtid.