Fra fire til fem niveauer af design
Historisk set er designbegrebet gradvist blevet udvidet fra primært at referere til udviklingen af konkrete produkter til at omfatte en langt større variation af praksisser, såsom design af organisatoriske strukturer eller endda hele samfund.
Designteoretikeren Richard Buchanan har opfundet begrebet “the four orders of design” for at beskrive feltets udvikling fra traditionelle områder som grafisk kommunikation og industrielt design over design af tjenester og interaktioner til nye former for organisatorisk og systemisk design.
Men vores argument er, at hvis vi skal løse de globale udfordringer, vi står over for i dag, har vi brug for en femte orden af design for planeten. Og denne nye dimension kræver, at vi tager alle artefakter og systemer, der udgør den menneskelige verden, i betragtning, når vi planlægger en mere bæredygtig fremtid med bevidsthed om konsekvenserne for det globale økosystem, der er selve forudsætningen for livets eksistens på denne planet.
De enheder, der skal overvejes, omfatter både håndgribelige objekter, som vi kan påvirke direkte – såsom de materialer og teknologier, vi vælger til vores produkter – og abstrakte systemer, der synes at have deres eget liv, og som vi ofte kun oplever i fragmentarisk form, såsom de systemiske strukturer, der har ført til global opvarmning.
Målet bag er at starte en bevægelse, der sætter en definitiv stopper for det homocentriske perspektiv: ikke mere “menneskeheden først”. I stedet må det fælles mål være at udvikle et nyt fundament for design og designtænkning, som sætter planetens velbefindende i centrum for alle vores beslutninger.
Læs mere i Ida Engholm: Design for den nye verden: Fra menneskedesign til planetdesign.