I Planetary Dreaming fokuserer vi på at udforske nye måder at udfordre de systemer, som menneskeheden selv har skabt, men som har vist sig ikke at være bæredygtige. Hvordan kan vi ved hjælp af metoder fra design og historiefortælling bidrage til at opklare kompleksiteten i disse systemers drømme og forhåbninger, så nye og bæredygtige samfund kan opstå?

En af flere tilgange til at opnå dette er det, som systemisk ledelse kalder “container building” eller inkubationsceller, hvor nye ideer kan udklækkes, før de introduceres til det bredere system. PLANETAR DREAMING fungerer som en sådan container, og efterfølgende aktiviteter vil igangsætte flere containere inden for eksisterende organisationer, virksomheder og brancher og derved teste og pleje nye ideer, der kan drive den nødvendige systemiske forandring.

Konceptet blev først introduceret af ledelsestænkeren Peter Senge, som sporede praksis med at bygge containere helt tilbage til middelalderens alkymi, som frembragte nogle af de tidligst kendte teorier om transformation.

For alkymisterne var den pågældende beholder en lukket gryde, som langsomt blev varmet op over ilden, så elementerne i den blev omdannet.

David Teniers: Alkymist, der opvarmer en gryde, af (ca. 1650).

Senge henviser til den berømte psykoanalytiker Carl Jung, som hævdede, at skrifter om alkymi handler lige så meget om psykologisk transformation som om materiel transformation, hvilket betyder, at begrebet den kreative beholder lige så godt kan anvendes på social og organisatorisk forandring.

Ifølge Senge findes den slags beholdere også i naturen, f.eks. i sommerfuglens kokon: I denne silkeagtige beholder sker der en forvandling, organismen “smelter” ind i en ny form, og der foregår en kamp mellem det gamle og det nye. Larvecellerne angriber faktisk de nydannede sommerfugleceller, indtil sidstnævnte tager over og begynder at finde deres form.

Containerbyggeri kan være en del af en proces, som jeg kalder systemakupunktur. Det er her illustreret som røde prikker, der kan fungere som vugger for nye ideer og forhåbninger, og de kan potentielt opstå på alle niveauer i organisationer og samfund. De kan skabes inden for en organisationspyramide – i toppen, i midten eller i bunden – eller de kan være rammen for et givet team i en matrixorganisation eller tjene til at udklække en ny virksomhed i en projektbaseret organisation. De kan danne en eller flere celler i en organisation, i civilsamfundet eller blandt grupper af engagerede borgere.

I et længere perspektiv kan sådanne beholdere metaforisk sammenlignes med orme i et æble. Hvis det lykkes over tid, vil flere containere i det samme system blive forbundet, hvilket væver et nyt net af overbevisninger og dermed nye systemer, praksisser og sociale og kulturelle rammer.

At arbejde med systemakupunktur handler derfor ikke kun om at etablere enkeltstående beholdere, der kan udklække nye forhåbninger og handlinger, men også om at forbinde initiativer og derved skabe økologier af indbyrdes forbundne interventioner.